Hvad søger vi på rejsen?
Længe inden man tager afsted opstår længslen efter det fremmede.
Men hvofor opstår den længsel? Hvad er det der sådan trækker i en? For det er jo ikke sådan, at der ligger en opdagelsesrejsende af den gamle skole dybt begravet i os. Vi er jo i virkeligheden ikke interesseret i at gennemleve alle de strabadser de gamle opdagelsesrejsende udsatte sig selv for! Nej det gider vi sgu' alligevel ikke.
Vi gider i hvert fald ikke at rejse som Ernest Giles, Burke & Wills og kæmpe de samme kampe mod den australske tørke og hede. Eller udsætte os selv for alle de strabadser Lewis & Clark måtte gennemgå for at komme tværs over USA, eller for den sags skyld Shackelton der nok kendte til kulde i Antarktis
Men hvad rejser vi så for?
De fleste af os søger - og finder - det samme som dem. Vi søger at bekræfte et indre billede af de steder vi besøger, og bliver oftest skuffede. Der er ikke andre motiver i dag for at rejse, end at vi rejser, blot fordi vi kan. Der er ingen økonomiske gevinster at hente; ingen form for ny rigdom, kun oplevelsen i sig selv.
Når vi kommer hjem fra en rejse, har vi ikke alle oplevet at blive konfronteret med spørgsmålene fra andre som også har været der: ”Så i også det?”, eller ”prøvede i også den der.” Det er jo netop en søgen efter at få bekræftet den forestilling man havde inden man tog hjemmefra.
Vi læser i ét væk bøger om de lande vi vil rejse til, søger på nettet efter informationer, kikker billeder, taler med andre der også har været der osv. Og ja, det er meget fint alt sammen. Men det levner ikke ret megen plads til det uforudsigelige, og det overraskende.
Vi læser om en gammel folkelig festival vi gerne vil se. Vi har også set billeder af den, vi har måske set en udsendelse i TV eller talt med nogen, som selv har været der. Alt bidrager til at skabe netop de forestillinger vi rejser ud for at få bekræftet.
Hvad oplever vi så oftest? Noget andet. Det var ikke den oplevelse vi havde forstillet os hjemmefra. Der var ikke så mange lokale der deltog, det blæste, og der var lige så mange turister som medvirkende i optoget.
Eller et andet eksempel. Gennem de utallige amerikanske film vi har set gennem vores liv, hvor mange gange har vi ikke set scenografien fra en kaffebar ude i midtvesten, hvor servitricen kalder sine kunder for ”honey”, har forklæde på, og i snoren hun binder det med, sidder notesblokken, som hun noterer bestillingen ned på. Der er mintgrønne sæder i imiteret læder, der klistrer af sirup fra de mange pankcakes hun har serveret, og udenfor holder bilen; klar til at bringe os videre ud i USA. Et billede vi rejser hele vejen til USA for at få bekræftet. Eller sagt på en anden måde; et falsk billede af USA, som vi søger at få bekræftet.
For de findes ikke længere. De kaffebarer som ”Dirty Harry” frekventerede, og som vi så i ”Pulp Fiction” er væk. Spørgsmålet er om de nogen sinde har været der. Resultatet er det samme. Vi bliver en lille smule skuffede.
Vi kan imidlertid selv gøre meget for at dette ikke sker.
Vi kan forsøge at kombinere hvad de gamle opdagelsesrejsende gjorde; nemlig at tage ud i verden helt i blinde, men samtidig researche inden vi tager hjemmefra.
Vi kan være åbne overfor at se ting som de er. Vi kan forsøge at være i nuet, og lade oplevelserne komme til os. Vi skal vide hvad vi synes er interessant, men vi skal på den anden side heller ikke researche hele rejsen fra A til Z.
De bedste oplevelser fra rejserne er for det første de mennesker man har mødt, men også de ting vi oplevede men som vi ikke havde planlagt. Man kørte forkert, eller hoppede på et forkert tog og endte et eller andt sted – UDEN hotel og forudsætninger for at være lige præcis dér. Bagefter var det jo sjovt.
Tag ud og rejs. Vid hvad du godt vil snuse til, men lad det uforudsigelige få god plads. Så kommer du hjem med gode oplevelser.