Om kontrollen.

Illusionen om, at vi er vores identitet, er årsagen til næsten alle vores problemer. For identiteten er skrøbelig. Den er en begrænsning af virkeligheden. En fordrejning, og en reduktion af det, der er. Derfor trues den naturligvis hele tiden af tildragelserne i virkelighedens verden.

Vi har hele tiden så travlt med at fortælle historien om os selv. Nogle bruger en masse tid på at fortælle andre om hvor begavede, overbærende, imødekommende, seje, konsekvente, kompetente, harmoniske, og udadvendte de er. Om hvor berejste, metropolitiske, kølige, handlingsparate og beredte de er.

Andre bruger en masse tid på at fortælle hvor ubegavede, hjælpeløse, ensomme, syge, sårede, misforståede, forladte og bange de er. Om hvor meget tilovers de er, hvor fantasiløse,  kedelige og nærtagende de er.

Hvilken version vi holder os til, kommer helt an på hvad vi har oplevet fungere i forhold til den virkelighed, vi mest befinder os i. Vi kan sagtens have flere forskellige identiteter. Vi kan være uselviske fædre og joviale kolleger den ene dag, og en berejst ”weltenbumler”, den næste. Det afhænger af de sociale sammenhænge vi oplever det fungerer i. Men hvordan den end er, så har vi hele tiden travlt med at fortælle den.

Vi fortæller andre om vores identitet i den måde vi taler om os selv på, i det vi siger om andre, i måden vi siger det på, i det tøj vi har på, i de ting vi ejer, i den måde vi står på, i den bil vi kører i, i den måde vi går på. Alt dette arbejde gør vi, for at kunne dække vores enorme behov for at forklare andre hvordan vi er, hvem vi er, og hvad vi mener.

Når vi nu bruger al den energi på at fortælle historien om os selv, så er det værste der kan ske, at vi kommer i en situation som punkterer den. Vi kæmper derfor en konstant kamp for ikke at “tabe ansigt”, for ikke at “blive afsløret” og dermed komme til at vise, at vi ikke der den, vi selv gerne vil tro vi er. Vi forsøger således at holde enhver situation indenfor rammer, som vi kender og føler os trygge ved. Vi forsøger så vidt muligt at undgå at komme udenfor vores etablerede repertoire, og når det ikke kan undgås anvender vi de mest besynderlige strategier for ikke at skulle give fuldstændigt slip.

Vi frygter det ukendte, fordi det ukendte per definition er et område hvor vi ikke har etableret mønstre som vi kan bruge til at bekræfte os selv, og fortælle andre hvem vi er. I de ukendte og uforberedte situationer, lurer der en overhængende fare for, at vi kan komme til at fremstå i et andet lys end det vi ønsker. Derfor forsøger vi at styre enhver situation, så den ikke løber os af hænde. Vi tænker fremad, overvejer hvordan tingene kan udvikle sig, og er lynhurtige til at justere eller slå bremserne i, hvis vi fornemmer at vi er på vej ud på dybt vand.

Og netop på rejsen ligger de ukendte og uforberedte situationer og venter. Ja, de ligger vel nærmest i kø for at "slå til", når vi mindst venter det. Det er en god mulighed vi bør søge, og ikke en begrænsning vi bør undgå

Læs videre om hvorfor...