Over hele verden er Auschwitz blevet et symbol på folkemord, og ikke mindst på holocausten. De tyske styrker besatte Polen i 1939, og oprettede i 1940 en koncentrationslejr i udkanten af den lille polske by Oswiecim. Tyskerne omdøbte byen til Auschwitz, og det er under dette navn, at lejren blev kendt.

I de efterfølgende år, blev lejren gradvist udvidet. Den oprindelige lejr blev kaldt Auschwitz l. Senere kom Auschwitz ll-Birkenau til, og endelig blev den såkaldte Auschwitz lll-Monowitz tilføjet. Men der var på et tidspunkt op imod 40 under-lejre i området.

De første som ankom til Auschwitz som fanger var polakker. De blev alle myrdet. Senere blev også forskellige etniske mindretal, specielt zigøjnere, deporteret til lejren. Psykisk syge udgjorde også en del af fangerne i den tidlige fase. Det er fra den første tid, de allerfleste fotografier af fangerne er taget. Og det er fotografierne der gør det største indtryk på mig.

Mug-Shots

For fotografierne er alle taget som forbryder-portrætter, eller 'mug-shots' som vi ville kalde dem i dag. Fangerne har alle fået taget et billede forfra, og et billede skråt fra siden. Som om de tyskere, der vidste hvad der ville ske fangerne, på en eller anden måde ville retfærdiggøre sig selv og deres handlinger. Ved at portrættere disse uskyldige mennesker som forbrydere, at tillægge dem forbryderens æstetik, forsøgte de at retfærdiggøre deres egne horrible handlinger.

Vi, der kikker på disse fotografier kan, på trods af bødlernes anstrengelser, sagtens se, at forbryderne ikke står foran kameraet, men bagved. Det fremstår med al ønskelig tydelighed, at disse fotografier ikke er billeder af forbrydere, men af forbrydelser.

Et af billederne, der alle hænger pænt i glas og ramme, viser en ung kvinde, på cirka 20 år. Billedet er taget skråt fra siden. Det andet billede, det, der er taget forfra, findes åbenbart ikke længere. Hendes hage har hun bevidst skudt i vejret, så blikket er rettet nedad mod fotografen. Der er et trodsigt tomt, men også et ulykkeligt udtryk i hendes øjne. Trodsigt, fordi hun ved at det, der skal ske mod hende, efter fotoet er taget, vil være en forbrydelse. Tomt, fordi hun intet kan stille op. Stykeprøven er ovre, modstandskraften er (næsten) nedbrudt. Det eneste der er tilbage, er en rest af vilje til at vise en smule trods.

I det samme fokuserer mine øjne på min egen reflektion i rammens glas. Det er helt ufrivilligt, men jeg kikker mig selv lige i øjnene samtidigt med at jeg betragter portrættet af kvinden. Det er som om hun på en direkte måde fortæller mig, at dette her aldrig må ske igen, og DU skal i hvert fald ikke deltage i det.

Senere deporterede tyskerne så mange mennesker til Auschwitz, at det ikke længere var praktisk muligt at tage billeder af dem alle. På det tidspunkt var de i øvrigt også for længst holdt op med selv at tro, at de foretog sig andet end at myrde mennesker.

Lettere fortumlet finder jeg vej ud af rummene med de utallige portrætter, og kommer ind til et andet rum, hvor der ikke er flere billeder.

Rummet er stort. Alt ialt på omkring 60 kvm. Hele vejen rundt langs rummets vægge er der opstillet en stor glasmontre, der går fra gulv til loft. Den er fyldt med afbarberet menneskehår. Det næste rum, der er lige så stort som det forrige, indeholder også en glasmontre. Den er ikke fyldt af afbarberet menneskehår, men af brillestel, og arm- og benproteser i titusindevis. Næste rum, lige så stort, montre fyldt med kuffetter, med navneskilte, og tusinder og atter tusinder par sko, stokke, hatte, og en hel afdeling med...små dukker. Så havde jeg fået mere end rigeligt. Der var meget meget mere at se, men jeg kunne under ingen omstændigheder rumme mere.

Jeg kunne godt have taget et billede af kvindens portræt. Det kunne jeg så have lagt på nettet, og vist i forbindelse med denne artikel. Men det ville blot være endnu en krænkelse af kvinden.

Så tag selv ned og se det, eller tag et kik på billederne fra turen