Cirka 5 kilometer syd for Coolgardie drejer vi af Bayley's Street og ind på en lille jordvej. Helt karakteristisk for denne del af den australske outback er jordvejen helt okkerfarvet. Varmen og luften står stille da vi stiller motorcyklerne mellem de lave buske som trodsigt vokser ved indgangen til Coolgardies gamle kirkegård.

Klokken er ikke mere end 10:00, og vi er de eneste besøgende denne formiddag. Her er helt stille, kun en enkel støvsøjle rejser sig i den varme vind som en gang imellem rører på sig inde på selve kirkegården.

Vi går hen til indgangen som virker overraskende velholdt, når man tager i betragtning, at kirkegården for længst officielt er ophørt med at være kirkegård for Coolgardie by. Smedejernsporten er malet helt sort og i en blød bue som en del af selve porten står der ”Coolgardie Cemetery” med bøjede og hvidmalede jernstænger. Jernporten er boltet fast i hver side til to lave søjler som er fremstillet af de rå sten som området rundt om her er fuldt af, og cementen som holder sammen på det hele har tydeligt taget farve efter den omkringliggende okkerfarvede jord. Porten indskærmer imidlertid intet, for hele kirkegården er hegnet ind af et lavt, hullet og uvedligeholdt hegn.

Coolgardie Cemetery ophørte som begravelsesplads i 1966 og siden dengang har der hverken fra turisternes, men heller ikke fra officielt hold været den store opmærksomhed omkring stedet. Selve kirkegården ligger helt for sig selv på dette øde, og vindblæste sted. De gamle grave er slet ikke blevet vedligeholdte. De har bare fået lov til at ligge som da de blev etableret, og de bærer alle præg af gamle dage. Næsten alle stenene er slidt runde og gravskrifternes påskrifter - dem der er tilbage - er slebet næsten ulæselige af vind og vejr.

Men uanset at Coolgardie Cemetery ikke er blevet værdsat efter fortjeneste, er den ikke desto mindre en vigtig bestanddel af byens spektakulære historie fra dengang det var en driftig guldgraver by.

I 1897 havde byen 3 bryggerier, syv konkurrerende daglige aviser, 26 hoteller, et utal af barer, ludere, drukkenbolte, guldgravere, og kortspillere og der var virkelig stor fart på her i byen.

Alt dette blomstrede op, kun for igen at forsvinde sammen med guldet. I 1929 boede der således kun 200 mennesker i byen. I dag betegnes Coolgardie som en spøgelsesby, selvom der i dag bor næsten 2000 mennesker.

Her på Coolgardies gamle kirkegård, her ligger de alle begravet. Her ligger guldgraverne som søgte det så efterstræbte ædle metal i disse øde og isolerede områder.
Deres koner, som fulgte dem og som levede under så lurvede og primitive forhold, ligger her også. Mange af dem ligger sammen med deres små børn. Lykkejægerne, dem som fik et hurtigt endeligt er her, og de modige politibetjente som forsøgte at få folk til bare at opføre sig nogenlunde anstændigt ligger her - de ligger her alle sammen.

Her ligger også de få som kendte Coolgardie under storhedstiden, og som var så heldige at få del i dens rigdom. Her ligger vidnerne til Coolgardies fald fra at være en travl, driftig og rig by med over 15.000 indbyggere, til en henfaldende spøgelsesby på bare et par tusinde sjæle. Disse få sjæle blev her kun fordi de ville dø i den by hvor de havde levet så godt.

Her ligger alle de ukendte mænd som kom her som de første, og som havde så travlt med at finde guld og med at dø, at mange ikke engang nåede at identificere sig selv, før de mødte deres endeligt - som regel med øjnene stift rettet mod et revolverløb. Disse pionerer, som fra 1892-1894 levede her som i det vilde vesten, ligger nu alle her på Coolgardies gamle øde og forladte kirkegård. Hvis disse mænd ikke var ligemænd i livet, så er de det i hvert fald her på Coolgardies kirkegård.

Den sidste af de gamle pionerer der er begravet her, og som man kendte identiteten på, var Richard J. Holland. Han gik hertil i 1893. Han døde i 1936 80 år gammel, og ligger her ved siden af sin kone som døde 42 år tidligere kun 25 år gammel i 1894. Holland Track er i øvrigt opkaldt efter netop Richard J. Holland.

Det er således med en dyb fornemmelse af ærefrygt at man går her på kirkegården og ser på alle gravene. Mange af gravstenene fortæller korte men gribende historier om familier der er blevet udslettet af tyfus og om modige sygeplejersker som også mistede livet under kampen mod feberen.

Hver især fortæller gravstenene deres egen lille bid af Coolgardies historie. En grav fortæller f.eks. om en 18 årig kvinde der dør i sin barselsseng. Gravstenen fortæller at der herunder hviler 2 personer.

En anden sten fortæller om et barn på 2 dage, og en kvinde på 20 år begge døde af tyfus. En gravsten af marmor, men hvor de udhuggede bogstaver efterhånden er blevet meget svære at tyde, står der flg.: ”In Loving Memory of Robinson Allison (late police constable Coolgardie). Born in Diggers Rest, Victoria oct. 21 1870, Died 18 January 1901”. Atter andre gravsten fortæller deres historie på en lidt mere direkte måde, som f.eks. ”killed by gunshot wound", eller kort og godt – ”Murdered”. Men på de fleste af gravstenene findes der blot et nummer. Derunder ligger de første pionerer, de første guldgravere som aldrig nåede at fortælle deres navn til nogen.

Statistikken beretter nemlig at ud af de første 32 begravelser som fandt sted her var de 15 ukendte og ud af de første 61 begravelser var der 29 personer som ingen kendte noget til. Ingen vidste hvor de kom fra, hvor længe de havde været her, og værst af alt - ingen kendte deres navn. I de fleste tilfælde blev begravelses ceremonien foretaget af Coolgardies bedemand. Ingen var tilstede ved selve begravelsen. Ingen gad at bekoste en kiste, så afdøde blev transporteret til sin grav i en trillebør. I de 6 år der gik fra 1894 til 1899 blev der begravet 1108 personer her. I de 6 år der gik fra 1961 til 1966 blev her begravet 43.